Transportministeriets departement søger en it-medarbejder med ansvar for samarbejdet med Statens IT, informationssikkerhed og it-driftsopgaver

Transportministeriet har det overordnede ansvar for en markant og synlig del af Danmarks kritiske infrastruktur i Danmark. Derfor prioriterer vi en effektiv og sikker drift højt. Det gælder også på it-området.
Jobtype
:
Fuld tid
Offentliggjort
:
22-04-2026
Deadline
:
07-05-2026

Da vores it-medarbejder efter mange år har valgt at gå på pension, søger vi en kollega, der kan overtage denne centrale og meget selvstændige rolle i departementet.

Du får ansvar for en række selvstændige arbejdsområder og en stor berøringsflade i huset. Din måske vigtigste opgave er den daglige kontakt og et tæt samarbejde med vores it-leverandør, Statens It. Du kommer også til at arbejde med vores informationssikkerhed, herunder sikre, at departementet og dets medarbejdere er opdaterede på IT-sikkerhedsområdet.

Vi er en lille it-enhed, der tæller dig og en chef, men du vil i din hverdag også samarbejde med blandt andre vores sagsstyringsenhed, vores beredskabsenhed og vores webredaktør. Derudover vil du jævnligt komme rundt blandt dine cirka 160 kollegaer i huset.

Transportministeriet er et hus med stærk faglighed og stort fokus på kerneopgaven samt et godt, socialt fællesskab. Så selvom du er en del af en lille enhed, er du samtidig en del af et levende og imødekommende hus.

Om stillingen

Din primære opgave er at varetage kontakten med Statens It i forbindelse med driftsmiljøer, platform‑ og infrastruktur‑services.

Vi leder derudover efter en person, der har erfaring med arbejdet med informationssikkerhed og compliance. Du skal bl.a. bidrage til at sikre, at vores informationssikkerhed lever op til kravene i ISO 27001, NIS 2 samt de tekniske minimumskrav for statslige myndigheder. 

Dine opgaver vil også omfatte at:

  • Udarbejde og vedligeholde relevante politikker og instrukser
  • Udarbejde risikovurderinger for centrale systemer mv.
  • Arbejdet med at sikre awareness på IT-sikkerhedsområdet i departementet
  • Vedligeholdelse og fejlsøgning på systemer og applikationer sammen med Statens It

Vi lægger vægt på, at du:

  • Har en relevant uddannelse, en grundlæggende it-forståelse og gerne nogle års erfaring fra en lignende stilling
  • Selvstændigt kan tilrettelægge dit arbejde og prioritere dine opgaver
  • Kan etablere og vedligeholde løbende dialog med Statens It
  • Har en veludviklet samarbejdsevne – både indadtil og udadtil
  • Kan udarbejde sikkerheds‑ og driftsrapporter til ledelsen og til Statens It
  • Er initiativrig og ikke bange for at stille kritiske spørgsmål
  • Har kendskab til MS Office og IOS produkter
  • Har kendskab til informationssikkerhed, herunder ISO27001
  • Har kendskab til ISMS (vi bruger Control Manager, men det er ikke et krav, at du kender det)

Formidling er alfa og omega i et departement. Du skal kunne skrive g formidle konkrete politikker og retningslinjer til dine kollegaer i departementet. Endvidere er det vigtigt, at du forstår betydningen af rapportering, herunder til husets ledelse.

Da du har mange forskelligartede opgaver, er det desuden vigtigt, at du er struktureret og har en løsningsorienteret arbejdspraksis, så du kan bevare overblikket og sikre fremdrift på dine opgaver.

Løn- og ansættelsesvilkår

Aflønning sker som udgangspunkt efter OAO-S-fællesoverenskomsten samt organisationsaftalen HK/STAT eller anden relevant overenskomst afhængigt af uddannelsesmæssig baggrund. Ansættelsesområdet er Transportministeriet med de til enhver tid tilhørende institutioner.

Sådan søger du

Send os din ansøgning, og vedhæft dit eksamens- eller uddannelsesbevis med karakterudskrift fra relevant uddannelse. Vi skal have modtaget din ansøgning senest 7. maj 2026.
Du søger stillingen via linket til højre for opslaget. Vi indkalder løbende til samtaler.

Du er meget velkommen til at kontakte enhedschef Isabella Uldal på telefon 4171 2700, hvis du har spørgsmål til stillingen eller til arbejdet i Transportministeriet.

Skriv meget gerne i din ansøgning, hvor du har set stillingsopslaget.

Transportministeriets departement ligger på Slotsholmen i hjertet af København. Vi er ca. 160 medarbejdere fordelt på 16 kontorer og enheder, der alle arbejder for at skabe transportpolitiske forbedringer i det danske samfund. Vores arbejdsområder omfatter alt fra udbygning af metroen i København til modernisering af landets jernbaner, store motorvejsbyggerier, selvkørende biler, luftfart, cyklistforhold, trafiksikkerhed, samt transportens miljø- og klimapåvirkning.

Transportministeriet ser mangfoldighed som en ressource og ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor arbejder vi aktivt for at skabe en inkluderende kultur, hvor forskellige perspektiver og baggrunde bidrager til stærkere løsninger. Som en del af dette arbejde er vi medlem af foreningen Lige Adgang, der arbejder for at fremme mangfoldighed og tilgængelighed i arbejdslivet.

Transportministeriet

Transportministeriet

Frederiksholms Kanal 27F
1220 København K
Danmark

Tag kontakt

Isabella Uldal
Enhedschef
4171 2700
Ansøgning

Deadline: 07-05-2026

Ansøg via link
IT-JOB via PROSA – din IT-fagforening
God nyhed: Ingen cookies her

Vi indsamler kun statistik på vores egen server uden at bruge cookies.

Ingen person-tracking, ingen profilering, ingen "accepter alle"-knapper.

GDPR-artikel 5 kalder det dataminimering.

Vi kalder det god stil.