Koncern It i Slots- og Kulturstyrelsen søger en processtærk og strategisk kompetent medarbejder til at styrke it-samarbejdet inden for Kulturministeriets koncern
Så er det måske dig, vi søger til at styrke it-samarbejdet i Kulturministeriets koncern.
Om jobbet
Vi arbejder i Koncern It på at styrke it-samarbejdet i Kulturministeriets koncern, som omfatter Kulturministeriets departement, Slots- og Kulturstyrelsen samt 19 statslige institutioner. Arbejdet med at styrke koncernsamarbejdet ligger i direkte forlængelse af Slots- og Kulturstyrelsens overordnede strategi, hvor et af fem strategiske pejlemærker handler om, at vi skal have en tættere dialog med vores interessenter.
Du vil sammen med dine nærmeste kolleger få ansvar for, at Kulturministeriet som samlet koncern får et endnu stærkere tværgående samarbejde på it-området. Du vil få ansvar for at sikre størst mulig kvalitet og værdi i de it-leverancer, som anvendes på tværs af koncernen. På baggrund af en løbende dialog med relevante interessenter vil du enten lede eller tage del i en række forskellige processer, herunder udbudsprocesser og generelle udviklingstiltag men også i vores løbende kontrakt- og leverandørstyring. Du skal således gennem dialog med ministeriets departement og de 19 statslige institutioner medvirke til, at der stilles de rette it-ydelser til rådighed til den rette pris. Du har herunder til opgave at samarbejde med Statens IT om at sikre, at der er den bedst mulige sammenhæng mellem Kulturministeriets behov, og de ydelser Statens It leverer.
Dine kerneopgaver bliver:
- At udvikle koncernsamarbejdet på it-området i tæt dialog med Kulturministeriets departement og 19 institutioner.
- At bidrage til udviklingen af de it-leverancer, som vi har ansvar for i Koncern It, og som anvendes på tværs af koncernen.
- At være kontraktholder på Kulturministeriets koncernkontrakt med Statens It, herunder at være kontaktpunkt for institutionerne i forhold til større leverancer fra Statens It.
Vi tilbyder
Vi tilbyder en spændende og dynamisk arbejdsplads med engagerede kolleger, hvor faglig udvikling er i højsædet. Vi arbejder sammen som et stærkt team og prioriterer videndeling og kollegasparring højt, så du vil ikke stå alene med faglige udfordringer.
På de områder hvor du ikke har så stor erfaring eller rette kompetencer, vil vi tilbyde den nødvendige oplæring og uddannelse, dels gennem kurser og dels ved kollegial oplæring.
Slots- og Kulturstyrelsen er en fremmødebaseret arbejdsplads med lejlighedsvis mulighed for hjemmearbejde.
Om dig
Vi forventer at du:
- Har erfaring med strategisk udviklingsarbejde, og er vant til at tilrettelægge og gennemføre komplekse udviklingsprocesser med mange involverede parter.
- Har forståelse for at gennemføre projekter og opgaver i en politisk styret organisation.
- Har erfaring med leverandørstyring, gerne med leverandørstyring i forhold til Statens It eller andre større interne serviceprovidere.
- Har en god it-teknisk forståelse, så du hurtigt kan sætte dig ind i de tekniske udfordringer og behov, du støder på i arbejdet.
- Er i stand til at hurtigt at etablere stærke relationer med meget forskellige samarbejdspartnere.
Du tager initiativ, sikrer fremdrift, og har evnen til at skabe struktur i hverdagen. Vi lægger vægt på, at du har gode
samarbejdsevner og er en dygtig formidler i skrift og tale. Du kommer til at samarbejde med en række forskelligartede institutioner, hvilket stiller store krav til dine relationelle kompetencer, hvis du skal få succes i rollen.
Ud over de mere strategisk funderede opgaver er du klar til at tage del i den operative opgaveløsning, som til tider indeholder mere praktiske opgaver. Og du er ikke mindst klar til at bidrage til samarbejdet på tværs af dit team og den samlede enhed. Dette betyder, at du løbende vil skulle bidrage til de mange forskellige opgaver, vi løser i Koncern It.
Vi forventer, at du har en akademisk uddannelse, det er dog ikke så afgørende for os hvilken uddannelse, du har med i bagagen. Det er samtidig en fordel, hvis du har erfaring fra et ministerie eller en styrelse. Det vigtigste er dog, at du evner at sætte dig ind i et kompliceret og omfattende sagsområde.
Om Koncern It iSlots- og Kulturstyrelsen
Koncern It i Slots- og Kulturstyrelsen har bl.a. ansvar for drift og udvikling af en række it-systemer, som anvendes på tværs af Kulturministeriets samlede koncern, der omfatter både departementet, Slots- og Kulturstyrelsen og ministeriets 19 statslige institutioner.
Vi er i alt ca. 25 medarbejdere i Koncern It, og er fordelt på tre teams; et lille internt styringsteam og to større teams, som er organiseret med afsæt i et fokus på vores primære interessenter. Det ene team retter sig internt mod Slots- og Kulturstyrelsen, mens det andet team – Koncernteamet – retter sig mod både departementet, de 19 institutioner og Slots- og Kulturstyrelsen.
Du bliver en del af Koncernteamet, hvor vi bl.a. arbejder med kontrakt- og leverandørstyring i forhold til Statens It, cyber- og informationssikkerhed, ESDH-systemer, web-løsninger, it-systemer på de kunstneriske uddannelsesinstitutioner og museernes samlingssystem.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst mellem Staten og Akademikerne.
Det er en betingelse for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen under ansættelsen.
Information og ansøgning
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til enhedschef Lars Guld Fuglsang på lgf@slks.dk / 22 66 76 66 eller teamleder Jesper Smed Jensen på jsje@slks.dk / 20 47 97 21. Grundet ferie vil der i perioder være længere svartid end normalt, men send gerne mail eller sms, så vender vi tilbage hurtigst muligt.
Du kan læse mere om Slots- og Kulturstyrelsen på www.slks.dk
Ansøgning sendes via det elektroniske ansøgningsmodul på www.slks.dk/job senest den 10. august 2025.
Du bedes vedhæfte CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag.
Vi forventer at holde jobsamtaler i uge 34 og 35.
Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Nævn i din ansøgning, at du har fundet denne stilling via PROSA Jobs

Slots- og kulturstyrelsen
Tag kontakt
lgf@slks.dk
22 66 76 66
Ansøgning
Deadline: 10-08-2025
Ansøg via link