Data og AI specialist til AI-kompetenceenheden i Region Syddanmark
Om AI-kompetenceenheden og Digital Innovation
AI-kompetenceenheden er en del af funktionsområdet Digital Innovation i Regional IT. Vi er en tværgående enhed, som arbejder målrettet på at sikre, at innovative AI-løsninger anskaffes eller udvikles, testes og implementeres effektivt på tværs af Region Syddanmark.
Vores mission er klar: Vi vil gøre det let for kliniske afdelinger og administrative enheder at få adgang til de mest moderne teknologier, så vi kan skabe målbare forbedringer for både patienter, sundhedspersonale og borgere.
Digital Innovation består af engagerede kolleger med forskellige tekniske og strategiske kompetencer. Vi arbejder tæt sammen om både store strategiske projekter og daglige operationelle opgaver, og vi sætter pris på en uformel omgangstone, stærk faglig sparring og humor i hverdagen.
Din rolle hos os
Som vores nye Data & AI Specialist får du en afgørende rolle i både at udarbejde og realisere Region Syddanmarks datastrategi. Vi søger en person, som kan hjælpe os med at bygge bro mellem vision og virkelighed og skabe konkrete resultater, som understøtter regionens overordnede digitaliseringsmål.
Du får mulighed for at være med helt fra begyndelsen – lige fra strategisk arbejde med at formulere en holistisk datastrategi, til konkret implementering af tekniske løsninger og dataplatforme, der understøtter AI-projekter og automatisering.
Dine vigtigste opgaver inkluderer:
- At tage aktiv del i udformningen af regionens datastrategi og sikre dens efterfølgende realisering i praksis
- Udvikling, etablering og vedligehold af regionale dataplatforme og infrastrukturer, som understøtter AI- og automatiseringsløsninger
- At sikre en høj grad af datagovernance og datakvalitet, herunder at udvikle klare processer for compliance i forhold til GDPR og den kommende AI-lovgivning (AI-Act)
- Teknisk rådgivning og løsningssparring med både kliniske og administrative afdelinger samt med ledelsen
- Facilitering og koordinering af samarbejder mellem forskellige tekniske fagligheder og kliniske miljøer på tværs af hele regionen
- At understøtte bred implementering og effektiv skalering af AI-løsninger og automatiseringsprojekter.
Tekniske kompetencer og erfaringer
Vi forestiller os, at du allerede har solid erfaring med flere af følgende teknologier og værktøjer:
- Moderne dataplatforme og datainfrastruktur, streaming platforme og frameworks, f.eks Apache Kafka, Databricks, Azure Data Factory
- AI-frameworks og -værktøjer som TensorFlow eller PyTorch
- Erfaring med cloud-løsninger, både public og private cloud, samt hybride løsninger
- Indgående viden om databaser, datalagre og dataintegrationsprocesser (ETL/ELT)
- Erfaring med scripting og programmering i sprog som Python, R eller Java.
Tværgående samarbejde og relationer
Som Data & AI Specialist får du et tæt samarbejde med en række centrale aktører og afdelinger i Region Syddanmark. Dette inkluderer tæt dialog og samarbejde med Dokumentation og Ledelsesinformation, Regionens EA- og dataarkitekter, og vores egen IT-udviklingsafdeling, der udvikler og driver integrationsplatformen, som håndterer data fra mange af regionens centrale kildesystemer – f.eks. laboratorie-informationssystemer. Og ikke mindst, vil du skulle arbejde tæt sammen med vores mange forvaltere og teknikere, der dagligt sørger for at regionens mange it-systemer er til rådighed for både medarbejdere og borgere.
Udfordringer og muligheder
Vi ved, at det ikke er nogen enkel opgave at etablere en sammenhængende og effektiv datastrategi i en kompleks organisation. Der er mange udfordringer at tage fat på – f.eks. at sikre datakvaliteten, opbygge effektive integrationsløsninger, og sikre en fælles forståelse for datagovernance og datamobilisering på tværs af forskellige faglige miljøer.
Vi søger derfor en kollega, som motiveres af komplekse udfordringer, der kræver både strategisk overblik og praktisk handling. Du skal kunne bevare overblikket, men samtidig være pragmatisk og målrettet i dit arbejde.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er en erfaren specialist med både strategiske og tekniske kompetencer inden for data og AI. Du skal have en pragmatisk tilgang til komplekse problemstillinger og trives med både selvstændige opgaver og tæt samarbejde med kolleger fra mange forskellige fagområder.
Det vil være ideelt, hvis du tidligere har arbejdet med datastrategier, AI-implementering, datagovernance eller lignende opgaver i større organisationer. Erfaring fra sundhedsvæsenet eller offentlige organisationer er en fordel, men ikke et krav.
Vi tilbyder dig
- En unik mulighed for at være med helt fra starten af en ny datastrategisk satsning
- En arbejdsplads med højt til loftet, stor faglighed og en god omgangstone
- Fleksible arbejdsforhold med mulighed for hjemmearbejde og fleksibel arbejdstid
- Gode muligheder for faglig og personlig udvikling gennem kurser og netværk.
Din primære arbejdsplads bliver enten i Kolding eller Odense, men med rejseaktivitet inden for regionen og regelmæssigt fysisk fremmøde i Kolding.
Er Region Syddanmark din næste arbejdsplads?
Hvis du synes, jobbet lyder spændende, så glæder vi os meget til at modtage din ansøgning og dit CV, som du sender via vores rekrutteringssystem.
Ansøgningsfristen er den 16. april 2025. Der afholdes 1. samtale d. 25. april og 2. samtale d. 28. april 2025, begge dage i Kolding.
Stillingen er på fuldtid med ansættelsesstart er den 1. juni 2025 eller snarest muligt.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionschef Thomas Schmidt på telefon 21 31 82 34 eller e-mail.

Region Syddanmark
Tag kontakt
thsc@rsyd.dk
21 31 82 34
Ansøgning
Deadline: 16-04-2025
Ansøg via link