Kreativ profil til produktion af digitale undervisningsmaterialer - barselsvikar
I Digital Læring på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole søger vi en digitaliseringskonsulent til et 1-årigt barselsvikariat fra 1. august 2026 til 31. juli 2027.
Stillingen er for dig, der har stærke kompetencer inden for visuel formidling og medieproduktion – og som har lyst til at bruge dem i en uddannelseskontekst. Du skal kunne omsætte fagligt stof til professionelle og brugervenlige formater som video, podcast, animation, grafik og digitale materialer i tæt samarbejde med undervisere og kolleger.
Om Digital Læring
Digital Læring er en afdeling på 11 medarbejdere med kompetencer inden for digital pædagogik og didaktik, læringsteknologi og generativ AI, proces- og projektstyring, grafisk produktion og medieproduktion. Vores fælles opgave er at understøtte UCL’s uddannelser og stabe i at bruge digitale teknologier meningsfuldt i undervisning, læring og udviklingsopgaver.
Vi arbejder tæt sammen med undervisere og fagmiljøer om at udvikle digitale formater, der skaber værdi for studerende og kursister.
Dine arbejdsopgaver
I barselsvikariatet vil dine opgaver især være knyttet til produktion og udvikling af digitale læringsmaterialer i tæt samarbejde med undervisere og kollegaer.
Dine opgaver kan bl.a. bestå af:
- optagelse og redigering af videoer og podcast, der formidler fagligt indhold
- grafisk opsætning og udvikling af e-læringsindhold i samarbejde med undervisere
- produktion af visuelle elementer, illustrationer og grafisk materiale
- udvikling eller opsætning af animationer, fx i Vyond eller lignende programmer
- visuel formidling til digitale læringsforløb, præsentationer og understøttende materialer
- sparring med undervisere og kolleger om, hvordan fagligt indhold bedst omsættes til digitale formater
- afholdelse af workshops for undervisere om f.eks. video- og podcastproduktion
Vi forventer
Rent fagligt har du en relevant uddannelsesbaggrund inden for multimediedesign, medieproduktion, visuel kommunikation, grafisk design, digital konceptudvikling eller lignende. Det er vigtigt, at du kan dokumentere erfaring med professionel digital produktion og visuel formidling.
Vi forventer, at du har:
- erfaring med videooptagelse og -redigering
- erfaring med grafisk produktion og visuel formidling
- kendskab til Adobe-pakken, særligt Premiere Pro, Illustrator og Photoshop
- blik for layout, detaljer, målgruppe og professionelt visuelt udtryk
Det er en fordel, hvis du også har erfaring med:
- animation, fx i Vyond, After Effects eller lignende programmer
- podcastproduktion
- e-læringsproduktion eller digitale læringsforløb
- evne til at omsætte fagligt indhold til klare digitale formater
- Articulate Rise eller lignende programmer til opsætning af e-læring
- anvendelse af generativ AI som støtte i en kreativ proces
- erfaring med undervisning og afholdelse af workshops
Det vil også være en fordel, at du har erfaring fra undervisningssektoren, men det er ikke et krav. Måske er du nyuddannet med en stærk portfolio, stor nysgerrighed og lyst til at lære. Måske kommer du fra en lignende stilling, et bureau, en uddannelsesinstitution eller en anden organisation, hvor du har arbejdet professionelt med digital produktion.
Som person
Du er udadvendt, løsningsorienteret og du trives med samarbejde. Du er god til at skabe relationer til mennesker med forskellige fagligheder. Så evner du at sætte dig grundigt ind f.eks. en undervisers behov og samtidig bidrage konstruktivt med dine faglige vurderinger af, hvad der fungerer bedst visuelt og digitalt.
Vi lægger vægt på, at du:
- Kan arbejde selvstændigt og tager ansvar for dine opgaver
- er opsøgende og tager initiativ
- kan håndtere flere opgaver uden at miste overblikket
- bidrager positivt til samarbejdet i teamet
- trives i en uformel afdeling med humor, hjælpsomhed og høj faglighed
Vi tilbyder
Som medarbejder i Digital Læring bliver du en del af en fagligt stærk og ambitiøs afdeling, hvor samarbejde, trivsel og gensidig hjælp betyder meget.
Du får:
- et 1-årigt barselsvikariat med konkrete produktionsopgaver
- et tværfagligt arbejdsmiljø med kolleger inden for læringsteknologi. generativ AI, didaktik, projektledelse, grafisk design og medieproduktion
- mulighed for at arbejde med materialer, der får direkte betydning for undervisere og studerende
- faglig sparring og kollegial støtte i opgaveløsningen
- en uformel omgangstone med plads til humor og forskellighed
- fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdsdagen
- mulighed for at bringe dine kreative og producerende kompetencer i spil i en stor uddannelsesorganisation
Løn- og ansættelsesforhold
Stillingen er et barselsvikariat på gennemsnitligt 37 timer pr. uge med ansættelse fra 1. august 2026 til 31. juli 2027.
Ansættelsen sker i henhold til Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) samt Cirkulære om organisationsaftale for Kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK).
Stillingen er omfattet af Ny Løn.
Arbejdssted
Dit primære arbejdssted vil være UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Niels Bohrs Allé 1, 5230 Odense M.
Du vil derudover kunne få opgaver på UCL’s øvrige lokationer i Jelling, Vejle, Odense og Svendborg. Opgaverne vil typisk være på Seebladsgade i Odense eller på Boulevarden i Vejle.
Send gerne portfolio med
Vi vil meget gerne se eksempler på dit arbejde. Vedlæg derfor gerne portfolio, links, produktionseksempler eller andre relevante referencer, der viser din erfaring med fx video, grafik, animation, podcast, e-læring eller visuel formidling. Dette kan du evt. gøre under øvrige bilag.
Flere oplysninger
Du kan få flere oplysninger om stillingen hos afdelingsleder Thomas Ahler på mobil 51158187 eller mail thah@ucl.dk.
Vores ansættelsesproces
Send din ansøgning senest den 14. juni 2026.
Vi forventer at invitere til samtaler den 15. juni og afholde samtaler den 18. juni 2026.
Send din ansøgning, CV, relevante bilag og gerne portfolio via www.ucl.dk/job.
UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole er en videregående uddannelsesinstitution, som udbyder over 40 fuldtidsuddannelser inden for de pædagogiske og socialfaglige, sundhedsfaglige og teknisk-merkantile områder. Vi tilbyder også efter- og videreuddannelser samt deltager i en bred række af forsknings- og udviklingsprojekter.
Vores strategiske ambition er, at vi - sammen med vores studerende og samarbejdspartnere - vil være et omdrejningspunkt for bæredygtig vækst og velfærd og skabe løsninger, der gør en forskel.
Vi har hovedsæde i Odense på Niels Bohrs Allé, men aktiviteterne er fordelt på syv campusser i Odense, Svendborg, Vejle, Fredericia og Jelling.
Fakta
- 10.500 fuldtidsstuderende fordelt på over 40 uddannelser
- 15.000 årlige kursister fordelt på over 35 akademi- og diplomuddannelser
- 1.400 medarbejdere på UCL
- 800 millioner kr. omsætter UCL for om året
Vi er den syvende største uddannelsesinstitution i Danmark målt på optag, og den tredje største professionshøjskole i Danmark målt på optag.
Ansøgningsfrist:
14. juni 2026
Ansættelse:
1. august 2026
Nævn i din ansøgning, at du har fundet denne stilling via PROSA Jobs

UCL - Erhvervsakademi og Professionshøjskole
Tag kontakt
thah@ucl.dk
51158187
Ansøgning
Deadline: 14-06-2026
Ansøg via link